Kirkeværge Eva Ryberg fører an, mens vi går ind i Vejlby Kirke. Foran venter nærmest en hemmelig vej op gennem tårnet. Første etape er en trappe der fører op til kirkens personalerum, og herfra videre bliver vi mødt af tre lukkede døre næsten som i det ikoniske Hugo-spil. Eva Ryberg bliver pludselig i tvivl om, hvilken dør der fører videre op i kirketårnet, og man fristes næsten til at sige vi skal nok klare den sammen os to.
- Normalt så følger jeg bare efter. Det er første gang, at jeg selv går op i tårnet, forklarer Eva Ryberg, der har været kirkeværge i et år.
Jeg foreslår hende, at vi bruger udelukkelsesmetoden og om nødvendigt åbner alle tre døre, og pludselig er der gevinst. Bag dør nummer tre gemmer der sig flere stejle trapper forude. Helt oppe i tårnet ved klokken er vi fremme ved kirkens nye ”5-stjernede hotel”. Det består af 12 ”værelser” eller nærmere betegnet 12 helt nye mursejlerredekasser.
- Mursejlerne er frygtelig sarte. Kasserne er cirka 40 centimeter med et hul i den ene ende, og i den anden ende skal der ligge dun parat. Så det hele er simpelthen forberedt, og jeg har ofret en hovedpude, så de har noget at sove i, fortæller Eva Ryberg med et stort smil i øjnene.
Håber kirketårnet bliver fuldt booket
På træværket oppe i tårnet er der monteret en helt særlig lille højtaler. På bestemte tidspunkter udsender den et kald. Kaldet skal være med til at tiltrække nye mursejler unger, og håbet er alle 12 ”værelser” bliver booket. Faktisk så mangler den fredede fugl et sted at bo. Det skyldes tætning af boliger samt nybyggeri i glas og stål er blevet udbredt her i Danmark, og uden huller ingen mursejler. Mursejlere er kræsne hotelgæster og flytter kun ind i reder, der er etableret, og her virker redekasserne med lækkert dun forhåbentlig som et fristende logi, der er lige til at overtage. Mursejlere kan nemlig bedst lide at bo højt og gammelt, og derfor er kirketårnet et oplagt sted. Biolog Lars Bo Jacobsen er en af Danmarks førende mursejler eksperter, og har arbejdet på Københavns Universitet. Han er imponeret over de fornemme forhold i kirketårnet i Vejlby Kirke.
- Man skal nok være lidt tålmodige. Ungfuglene kommer og ser kasserne an, og året efter eller året efter igen flytter de ind. Det er absolut realistisk at alle 12 redekasser bliver besat. Der var en kirke i Thy, hvor mursejlerne kom tilbage til den samme rede i 10 år, fortæller biolog Lars Bo Jacobsen.
Mursejlerne kommer til Danmark i maj måned, og til august flyver de tilbage til Afrika. Mursejleren sover, spiser og parrer sig i luften. Den lander kun for at yngle, og der kan gå op til år før de unge lander og flytter ind i en rede, så måske bliver de første ”hotelværelser” i kirketårnet i Vejlby Kirke booket til næste sommer.
Bypark med masser af biodiversitet
Det ”5-stjernede hotel” til mursejlere er blot et af flere nye initiativer, der har gjort Vejlby Kirke til Grøn Kirke. Udenfor kirkegården er kirkens græsplæne blevet forvandlet til en park fyldt med masser af biodiversitet, og inde i midten har en gruppe lokale borgere lavet en lille have med grøntsager og frugtbuske blandt andet med ribs. Ifølge Eva Ryberg skal den lokale kirkegårdsleder have en stor del af den grønne forvandling udenfor kirkegården.
- Vi havde grønne arealer, som bare lagde hen som fodboldbaner, og det er måske nemmere at vedligeholde men relativt kedeligt. Kirken skal bruges til andet end gudstjenester om søndagen og bryllupper. Den skal åbne sig op for det omkringliggende samfund, for vi er en del af samfundet, og derfor prioriterer vi selvfølgelig også de grønne initiativer, forklarer kirkeværge Eva Ryberg.
De tidligere fodboldbaner er nu blevet til en grøn oase og åndehul, som benyttes af motionsløbere, hundeejere og solbadende gæster. Der er kommet et liv, som ikke var der før.
Grønt tag og utætte vinduer
Eva Ryberg er uddannet ingeniør og har i sit civile arbejde i mange år beskæftiget sig med affaldshåndtering, energibesparelser og grønne indkøb. Da hun af kirkens menighedsråd blev valgt til kirkeværge, fik hun iværksat, at kirken dels levede op til de generelle krav til kirken som offentlig institution og dels at samtlige de allerede udførte tiltag blev registreret. I forlængelse heraf nedsatte menighedsrådet en grøn arbejdsgruppe, der nu har udfyldt og indsendt en ansøgning til Grøn Kirke, og den ansøgning er netop blevet godkendt.
Inspireret af arbejdet med Grøn Kirke besluttede menighedsrådet i forbindelse med oplægning af nyt tag på kirkens materielgård og i tæt samarbejde med kirkeværgen at opsætte solceller på det nye tag og ”grønt tag” på et mindre skur ved materielgården.
- Det er fedt at være med til at bidrage til den grønne omstilling, og hver gang man ser en succes, er det fedt, lyder det med stolthed i stemmen fra Eva Ryberg.
At Vejlby Kirke nu har fået den fornemme hæder, får ikke Eva Ryberg til at hvile på laurbærrene. Hun har allerede udset sig nye områder, hvor den grønne kirke i Vejlby kan blive endnu mere grøn.
- Jeg vil gerne have nye vinduer i sognegården, det skal ikke være nogen hemmelighed, for de er piv utætte. Det er ikke engang et gammelt byggeri, men det er arkitekttegnet, og nogle gange snakker arkitekter og ingeniører ikke sammen, og hvad vi gerne vil have som ingeniør, er ikke altid det vi får opfyldt af arkitekten, lyder det fra den grønne kirkeværge, der altså ikke er helt grøn, når det gælder den grønne omstilling.
For at blive Grøn Kirke skal man opfylde 26 ud af 50 grønne tiltag.
Den fulde liste kan ses her:
Tjekliste_Groen-Kirke_rev.2023.pdf
Grøn Kirke er et økumenisk netværk af kirker, kirkegårde, kirkelige organisationer og skoler med kristent værdigrundlag, som spreder sig over hele Danmark.
Det Grønne netværket er forankret i Danske Kirkers Råd og har både et sekretariat og en arbejdsgruppe, der koordinerer og promoverer Grøn Kirkes arbejde.