Suppekøkkenet i UngK slår dørene op den 28. marts

Lørdag den 28. marts slår UngK dørene op til et suppekøkken, der byder byens mest udsatte på en portion mad og socialt samvær på afstand.

Folkekirken i Aarhus står bag køkkenet i samarbejde med Røde Kors Aarhus, Blå Kors og Kirkens Korshær. Tilbuddet er yderst vigtigt, da flere af byens væresteder og sociale caféer er lukket ned under coronaepidemien.

Formålet med suppekøkkenet er, at hjemløse og funktionelt hjemløse kan komme og få et godt, varmt måltid hver dag mellem kl. 12 og 14, og samtidig få den sociale kontakt - på afstand - de har brug for i en svær tid som denne.

Hver dag kan mellem 10 og 20 udsatte komme og få fyldt maven og lettet hjertet, og der er mulighed for at skalere op ved behov. Suppekøkkenet serverer maden for borgerne i hold og med afstand mellem gæsterne, så alle regeringens retningslinjer bliver selvfølgelig overholdt.