Jeg har aftalt at mødes med hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby på hendes kontor. Kontoret er placeret tæt ved den gamle hovedindgang tilbage fra en tid hvor Aarhus Universitetshospital hed Skejby Sygehus. Det var også den dør, hun gik ind af, da hun startede d. 15. juni 1995. Den første afdeling af sygehuset blev taget i brug i 1987, hvor hjertebehandling blev flyttet til Skejby fra det daværende Kommunehospital. Da Helle Rørbæk Hørby startede som sygehuspræst som det hed dengang, var Skejby Sygehus stadigvæk et meget lille sygehus opført på en mark udenfor Aarhus.
- Jeg kan huske, der var en stor imødekommenhed. Hele hospitalsledelsen cheflæge, chefsygeplejerske og hospitalsdirektør de kom alle tre til min ordination i Aarhus Domkirke. Det syntes jeg var ret imponerende, fortæller Helle Rørbæk Hørby.
Det lille sygehus rummende dengang i 1995 kun en intensivafdeling og afdelinger for hjerte, lunge og karkirurgi, et afsnit for hjertebørn samt en blodbank.
- Hospitalsdirektøren vidste hvad der foregik i huset, og når jeg så mødte ham, så hilste han. Nogle gange fortalte han, at han havde hørt om, at jeg have været på en afdeling og undervise og sagde, det var de glade for. Han kom også til julegudstjenesterne hvert år sammen med sin kone, og et år kørte han selv en patient hjem til afdelingen, fordi der ikke lige var nogen portør, og så gjorde han det altså selv, husker Helle Rørbæk Hørby.
Tidligere hospitalsdirektør Villy Helleskov husker godt episoden, hvor han efter en julegudstjeneste selv kørte en patient tilbage til afdelingen. I 26 år var han hospitalsdirektør, indtil han i 2010 valgte at gå på pension.
- Jeg husker Helle som en utrolig nærværende person med en fantastisk personlighed. Hun var så frisk og ikke bange for at sige tingene på en direkte måde. Især hendes julegudstjenester juleaften var en fantastisk oplevelse. For de patienter der ikke selv kunne møde op, blev julegudstjenesten afviklet via højtaleranlæg på de enkelte stuer, og så kunne patienterne ligge i deres seng og høre julegudstjenesten, fortæller Villy Helleskov.
Glemmer aldrig den første børnebegravelse
Da Helle Rørbæk Hørby som 31-årig startede som sygehuspræst var det i en halvtidsstilling, og når hun ikke var på sygehuset, fungerede hun som sognepræst i Skelager Sogn. I dag er hun en af Danmarks mest erfarne hospitalspræster. Men da hun startede, var hun altid nervøs inden hun skulle have en samtale med en patient.
- Hver gang jeg skulle tage i døren ind til en stue, tænkte jeg, hvad skal jeg sige? Selvom jeg havde prøvet at tænke situationen igennem inden. Der gik mange år, før jeg første gang kunne tage i døren ind til en stue uden at have tænkt på forhånd, hvad jeg skulle gøre, og så var jeg ved at have det under huden, fortæller Helle Rørbæk Hørby.
På intensivafdelings børneafsnit foretager hun en af hendes første nøddåb, som efterfølgende bliver hendes første børnebegravelse. Midt i en meget svær situation får hun uventet hjælp.
- Jeg glemmer aldrig et af de første hjertebørn, jeg døbte på intensiv afdeling. Den lille dreng overlevede desværre ikke. og forældrene spurgte om jeg ville begrave ham. Det ville jeg selvfølgelig, og det blev min første begravelse af et barn. Da jeg var hjemme hos forældrene og skulle snakke om begravelsen, så spurgte moderen om jeg ville holde ham. Det kunne jeg ikke sige nej til, og det var svært. Den mor gav mig en afgørende hjælp dengang - at være tæt på de døde børn. det var jo noget som kom til at gentage sig mange gange siden.
Markant fald i antal nøddåb
Nøddåb tilbydes til meget små eller for tidligt fødte børn, og da situationen kan være meget kritisk, så kræver det hurtig udrykning fra hospitalspræsten.
- Jeg kan blive ringet op midt om natten af en læge eller sygeplejerske, som fortæller vi har et barn her, og forældrene gerne vil have det døbt. Så siger jeg, at jeg kan være der om en halv time, og så går jeg ud og sætter mig i bilen. Når jeg kommer herud, så går jeg ned på mit kontor og finder præstekjolen, og så går jeg ud på afdelingen, og siger goddag til forældrene. Alt efter hvor meget tid vi har, så får jeg lige snakket lidt med dem inden, og så bliver barnet døbt, forklarer Helle Rørbæk Hørby.
Hvordan er det at træde ind i et rum, og skulle foretage en nøddåb eller vielse?
- Jeg ved jo, at jeg kommer for at gøre noget, som de gerne vil have. Jeg træder ind i et rum, hvor der er meget sorg. Så hvor dåben og vielsen som regel er en glædelig begivenhed, så er det på hospitalet med blandede følelser. Der er både glæde og sorg, og frem for alt kærlighed. Jeg tænker selv, at ritualerne giver mennesker i nød noget godt. Forældrene til de syge børn kan være bange for, at når vi først har døbt barnet, jamen så dør det. Men det er jo ikke logiske tanker. Det hænger slet ikke sammen på den måde. Men der bliver skabt en anden fortælling omkring det her barn. Sådan et lille barn der er umodent og for tidligt født, bliver lige pludselig ligestillet med alle andre børn, som bliver døbt. Dåben er tydeliggørelse af deres menneskeværd, forklarer Helle Rørbæk Hørby.
I de 30 år hun har fungeret som hospitalspræst, er antallet af dåb faldet markant.
- Engang havde vi jo mange dåb. Det var på 80 mellem 100 om året, og så faldt det til mellem 50 og 60. Jeg tænkte, hvad sker der? Det er nok også lidt sigende for, hvordan det har været for mig gennem årene, at arbejdsområderne har forskubbet sig. I min søgen efter, hvor mine dåb var blevet af, mødte jeg den ledende overlæge ovre i fosterdiagnostikken, og forklaringen var jo, at man havde gjort fremskridt indenfor fosterdiagnostikken. Så indledte vi et samarbejde. For når jeg nu ikke skulle bruge tiden på at tage her ind og døbe børn tidligt og sent, så kunne jeg måske lave noget på afdelingen for fosterdiagnostik. Det blev til et rigtig godt samarbejde omkring det at stå i de der forfærdelige valg, som ikke er klare. Få et svar, som ikke er entydigt. Det får du jo ikke, når du undersøger celler og scanner, og laver den slags. Så nu ringer de til mig, hvis der er et par, som har svært ved at træffe en beslutning, eller har det hårdt med at vælge en sen abort. Jeg udviklede også et ritual til velsignelse af dødfødte og sent aborterede børn, som vi jævnligt bruger på afsnit for tab, fortæller Helle Rørbæk Hørby.
Giver patienter og pårørende nyt mod
Hvad gjorde at du tænkte, du vil hellere være hospitalspræst i stedet for sognepræst?
- Jeg drømte om at blive virksomhedspræst, men det fandtes slet ikke dengang. Men jeg har haft drømmen om at have en skæv vinkel i mit arbejde, og være der, hvor det ikke var en selvfølgelighed, at der var en præst. Det gjorde også, at de første år var noget frustrerende, fordi jeg jo ikke vidste hvad jeg skulle lave, andet end at jeg vidste jeg skulle stå til rådighed for samtaler, dåb og vielser. Så jeg vidste godt, hvad arbejdsopgaverne var. Jeg vidste bare ikke, hvordan man gjorde på et hospital. Jeg kan huske i starten, der gik ikke lang tid før, at jeg følte mig som den omvandrende død. Når man siger præst på et hospital, så tænker man død, og det var ikke det, jeg havde regnet med, jeg skulle bruge mit liv på, da jeg som 31-årig var blevet hospitalspræst, og sådan er det faktisk stadig, at en præst naturligt forbindes med død på hospitalet. det må jeg leve med. Forskellen på dengang og nu er at personalet kender mig, og nu kan præsentere mig for patienter og pårørende, så præst ikke kun betyder død, fortæller Helle Rørbæk Hørby,
Hvilke oplevelser har gjort størst indtryk på dig?
- Alle relationer med kærlighed gør stort indtryk på mig. Jeg husker et ældre ægtepar fra Vestjylland, som sendte bud efter mig til en samtale inden manden skulle opereres næste dag. De var ikke af mange ord, og det der kom ud af samtalen, det som underneden havde været formålet, det var, at de fik sagt ”jeg elsker dig” til hinanden, husker Helle Rørbæk Hørby, og samtidig kommer hun i tanke om endnu en stærk oplevelse.
- Jeg kan også huske en mor på børnekræftafdelingen. Hendes dreng skulle dø. Vi havde snakket sammen, og hun ville gerne have en bøn, hun kunne have liggende i tasken. Så vi lavede en bøn og skrev den ned. På forunderligvis havde hun mod til at snakke med sit barn om det, at han skulle dø. Så moderen siger til ham, når du nu kommer op i himmelen, kan du så ikke komme ned en gang imellem og lige ae mig på kinden, og vise mig du er der? Så svarer drengen, jo mor det skal jeg nok. Men husk, nu jeg skal op og sove. Så på vej mod døden kan man få en bevidsthed, om at skulle høre hjemme et andet sted. Nogle gange er jeg bange for, at os som står længere væk fra døden, vi lidt kan få påført, den der skal dø noget sorg og frygt, som er vores. Fordi det er værste, det er da at skulle blive tilbage og leve uden i alle de år, forklarer Helle Rørbæk Hørby med stor eftertænksomhed i stemmen.
Det er især oplevelser med personer, som Helle Rørbæk Hørby selv kan spejle sig i, der gør ekstra indtryk på hende. Det er børn, som kunne være hendes egne, og patienter som er yngre end hende selv.
- Jeg bliver rørt hver gang, det gør jeg. Når vi snakker om et barn der skal dø, så kunne det lige så godt være mit, og når jeg snakker med en der er yngre end jeg selv, som har fået en alvorlig dødelig sygdom, så kunne det lige så godt være mig.
Kan du lade være med at tage dit arbejde med hjem?
- Jeg lærte noget meget væsentligt af psykoterapeut Bent Falk, som jeg havde til supervision. Så længe jeg er på hospitalet, så er patienternes historie forgrund, og min er baggrund. Når jeg går ud ad døren, så bytter vi plads. Så er patienternes historie baggrund, og min er forgrund. Det jeg tager med hjem, er ikke patienternes lidelse, men det er det, det har gjort ved mig, og det handler om noget i min egen historie og i mit eget liv. Når jeg har oplevet noget slemt, og da mine børn var små, så benyttede jeg mig af, at jeg bare kunne gå hjem og kramme dem lidt mere.
Har du nogensinde haft brug for professionel hjælp?
- Ja, vi får supervision i gruppen af hospitalspræster, og så har jeg i nogle enkelte tilfælde fået noget ekstra hjælp. For eksempel når jeg har været på intensiv afdeling, hvor der er sket en trafikulykke. Her møder jeg en familie i chok, det er kun under et døgn siden, de snakkede almindeligt sammen med det menneske, hvis liv nu svæver mellem liv og død. De siger lidt, jeg siger lidt, og så er der lange pauser, hvor vi er sammen i det. Det er de situationer, som nok er allerhårdest for mig. Jeg skal have alle antenner ude, høre hvad de siger, selv vægte mine ord, og kunne udholde stilheden. Men heldigvis er der lige så meget glæde som voldsomhed for ellers var jeg her jo ikke. Så kunne man jo ikke holde det ud. Faktisk så kommer glæden af at blive rørt, og rørt over at vi faktisk som helt fremmede for hinanden kan sidde og få en fortrolig samtale og en menneskelig fortrolighed. En fortrolighed som kan vende nogle ting, så patienten eller de pårørende får nyt mod til at være i situationen. Det kommer ofte når vi befinder os i afmagten, udtaler Helle Rørbæk Hørby.
Når man befinder sig på en intensivstue med en familie i chok, hvor lyden fra en respirator er den mest dominerende lyd i rummet, så er det naturligt at føle afmagt. Især hvis der ikke er flere behandlingsmuligheder tilbage.
- Hvis respiratoren skal slukkes, så tilbyder jeg de pårørende, at vi kan samles på stuen bede en bøn, og synge en salme, og personen der skal dø, kan få en velsignelse. Det giver ofte mening at kunne gøre noget ved at synge og bede en bøn, og der bliver sat ord på den situation man står i en bøn til Gud, forklarer Helle Rørbæk Hørby.
Vi drukner i informationer og stiller nok for mange spørgsmål
I de 30 år Helle Rørbæk Hørby har arbejdet som hospitalspræst først på Skejby Sygehus og nu Aarhus Universitetshospital, har hun været vidne til en stor ændring indenfor det danske sundhedsvæsen.
- Det er blevet mere diagnostik, vi undersøger mere, og der er også flere behandlingsmuligheder, og det betyder også, at der er flere valg for patienten, og man kan ikke læne sig tilbage i tillid til den kloge gamle overlæge, som vi gjorde engang. Det synes jeg har givet nogle problemer. Fordi i de langt de fleste tilfælde, så har vi det bedst med at læne os tilbage i tillid til nogen, der ved mere end os selv, forklarer Helle Rørbæk Hørby.
Det gælder både i forholdet til lægen og også i forholdet til Gud.
Hvorfor er tilliden under pres?
- Der er sikkert mange grunde. En af dem kunne være, at vi får rigtig mange informationer. Både på hospitalet og på internettet. Patienter og pårørende undersøger selv en masse, og så hører de om en svoger, der har fået noget behandling, og hvorfor kan man så ikke selv få den? Da jeg startede, da kunne man have ro, og sige alt var prøvet. Så havde folk ro med, at deres familiemedlem var død. Det kan vi ikke sige længere, fordi hvis vi fortsætter så længe, så har vi brugt alt for mange penge, og vi har også overbehandlet. Så det bliver et valg at stoppe, og patienten bliver også inddraget i det, forklarer Helle Rørbæk Hørby med alvor i stemmen.
Vi ser aldrig møntens to forskellige sider på samme tid
Vi nærmer os så småt slutningen på dette interview. Men før vores veje helt skilles, vil Helle Rørbæk Hørby gerne vise mig hospitalets kirkerum. Vejen dertil er en rejse gennem hospitalet, fra hvor det hele startede på en mark i Skejby til en af hospitalets nyeste bygninger. Det som engang var marker, er nu forvandlet til en moderne hospitalsby. Den nye markante hospitalsbygning kaldet Forum blev taget i brug i 2022, og står i dag som et markant vartegn for Aarhus Universitetshospital. I 30 år har Helle Rørbæk Hørby været et menneskeligt vartegn, og som et fyrtårn har hun vejledt og talt med patienter og pårørende der har haft svært ved at se lyset.
- Vi er der jo, når mennesker kommer i sjælelig nød. Vi er der, når personalet opdager, at patienten er bange. Når vedkommende går lidt i koks og begraver sig for meget under dynen, og er meget ked af det. Vi er der ved de dybe eksistentielle dybe følelser, og når personalet så siger til patienten, at vi har en præst, de kan tale med, så bliver mange lidt forskrækkede, fordi de så tænker, at man skal dø, fortæller Helle Rørbæk Hørby.
Ifølge Helle Rørbæk Hørby så bruger hospitalspræsterne andre ord om det der sker, end læger og sygeplejersker.
- Jeg tror også, at jeg er med til at introducere et andet sprog. Et sprog som lidt bedre kan rumme, det vi kalder ambivalensen. At der både er glæde og sorg i samme situation. Man siger tit, man starter med at være glad, så bliver man ked af det, og så bliver man glad igen. Men der sker også rigtig mange ting, hvor vi ikke bliver glad igen. Jeg har nogle fortællinger, billeder og metaforer f.eks. så siger vi, at tingene er to sider af samme mønt, men det er sjældent, at mønten står på kanten, og man kan se begge sider. Så mønten ligger som regel ned, og hvis vi siger, at på den ene side af mønten er der glæde, og på den anden side er der sorg. På den ene side er der håb, og på den anden side er der frygt. Så når håbet vender opad, så er det det, som er synligt også for andre, men frygten er stadigvæk med nedenunder. Når frygten vender opad, så er håbet stadigvæk med, og de der mønter skal vi ikke vende. Vi skal simpelthen tage det, som for patienten vender opad, og der tror jeg, vi har en tendens til at gøre tingene lidt mere positivt, men hvor vi som præster ved, at begge sider er der, og gerne vil tale med patienten om både glæde og sorg. Livet, døden og kærligheden - det er vores grundvilkår. og det håber jeg at få mange flere samtaler om.
Fremtiden byder på flere kliniske og etiske dilemmaer
Ved siden af jobbet som hospitalspræst er Helle Rørbæk Hørby næstformand for Klinisk Etisk Komité på Aarhus Universitetshospital. En komité hun selv var med til at få oprettet. På hospitalet har medarbejderne mulighed for at få flere perspektiver på de etiske dilemmaer, de nogle gange står i ved at vende dem med hospitalets Klinisk Etisk Komité. En komité som har til formål at hjælpe med en åben, kvalificeret og bred drøftelse af medarbejderens etiske problemstilling. Ifølge komitéens næstformand bliver der i fremtiden flere kliniske og etiske dilemmaer på grund af flere behandlingsmuligheder.
- Vi kigger ind i en fremtid, hvor der bliver mere brug for Klinisk Etisk Komité. Når der opstår tvivl og måske uenighed, om man skal behandle eller ej, så er der et fælles sted at bekræfte problematikken i etikken, så det ikke bliver en faglig konflikt, men en fælles overvejelse af hvordan vi handle ordentligt og bibeholde patientens værdighed, lyder det slutteligt fra Helle Rørbæk Hørby.
Min tid med hospitalspræst Helle Rørbæk Hørby er løbet ud. Vi siger farvel, mens hun begiver sig ud på en af hospitalets afdelinger, hvor en ny samtale med en patient venter.
Fakta om Helle Rørbæk Hørby:
Født: 12-08-1963
Uddannelse: cand.theol. (Aarhus Universitet, 1995)
Siden d. 15. juni 1995 ansat som hospitalspræst ved Aarhus Universitetshospital
Var frem december 1998 også ansat som sognepræst på halvtid i Skelager Sogn
Sidenhen har hendes stilling være 95% som hospitalspræst og 5% som sognepræst ved Skejby-Lisbjerg Pastorat
Var den første hospitalspræst der blev ansat på Skejby Sygehus. I dag er syv hospitalspræster tilknyttet Danmarks største hospital
Født og opvokset i Albertslund
Næstformand for Klinisk Etik komité på Aarhus Universitetshospital
Underviser på flere af Region Midtjyllands specialuddannelser i sygepleje
Holder foredrag om græsk ortodoks liturgi og de ortodokse ikoners billedsprog
Foredrag om sjælesorg i mange sammenhænge
Har skrevet flere artikler til sundhedsfaglige tidsskrifter