Kirsten fra ”Hotel Romantik”: - Derfor meldte jeg mig ind i folkekirken igen

Jeg møder Kirsten hjemme i hendes rækkehus i Skødstrup. På sofabordet står en buket liljer, og hele stuen dufter af en let romantisk sommeragtig parfume, som nærmest giver fornemmelsen af at svæve på en lyserød sky, og det er netop, hvad Kirsten Møldrup gør i dag. Men vejen hertil har på ingen måde været en dans på roser for hende. For 20 år siden begik hendes mand Jørn selvmord. Men det hele starter med, at han bliver ramt af en alvorlig depression. 

Hendes mand er selvstændig og driver en franchisevirksomhed, der sælger kvalitetsmøbler. Virksomheden vækster og ekspanderer, og som franchisetager er Jørn forpligtiget til at tage nogle bestemte varer ind i sortimentet, som han selv skal finansiere. For at få råd til varerne optager Kirstens mand nogle lån. 

- I julen 2004 opdager jeg, at min mand ændrer adfærd. Han begynder at blive meget rørstrømsk og kærlig. Han går rundt og krammer alle i familien. Han fortæller mig, at hans revisor har sagt, han måske får røde tal på bundlinjen. Han begynder at snakke om, han går konkurs, fortæller Kirsten Møldrup. 

Kirsten anede ikke, hvordan hun skulle hjælpe ham, og havde til sidst brug for luft og behov for at få en ordentlig sammenhængende nattesøvn, da hun på samme tid var startet i et nyt job. Derfor vælger hun at tilbringe nogle nætter hos sin nu voksne søns ekskæreste, Charlotte, som bor i nærheden. Mens hun er hos Charlotte, forsøger Jørn forgæves at begå selvmord. Jørn bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, og samtidig begynder Kirsten selv at få en depression. Selv mener hun den har været længe undervejs. Til påske vurderer personalet, at Jørn har fået det så godt, at han kan blive udskrevet, og han flytter derfor hjem igen. Kirsten er der også kortvarigt, men hun kan slet ikke være der, for derhjemme er der ingen ændring i Jørns depressive tilstand. Han skammer sig over den milliongæld han har oparbejdet, og som betyder at bilerne og huset skal sælges. Derfor kontakter Kirsten en advokat og ejendomsmægler for at undgå en tvangsauktion oveni konkursen.  

I slutningen af maj ringer hendes søn Lars til hende, og fortæller han har fundet et reb på den overdækkede terrasse derhjemme. Da Kirsten får beskeden, ryster hun over hele kroppen. Efterfølgende kontakter hun hendes og Jørns læge, og beder om at få Jørn tvangsindlagt. Der kommer en psykolog, læge og sygeplejerske hjem til Jørn, og de giver ham noget beroligende medicin, så han kan sove. Han bliver dog ikke tvangsindlagt. 

Dagen efter skal hun til fysioterapeut. Som en del af behandlingen ruller fysioterapeuten en bold over hendes krop. Kirsten udbryder pludseligt, at hun skal stoppe.  

Samtidig siger hun:

- Der er sket et eller andet. Bare det ikke er Jørn! 

Fysioterapeuten stopper øjeblikkeligt behandlingen. Kirsten tør ikke tage hjem, og hun ringer igen til lægen, og fortæller, at det ikke har hjulpet med de beroligende tabletter. Hun siger til lægen, hvis ikke også jeg skal herfra, så bliver du nødt til at tvangsindlægge Jørn. Lægesekretæren fortæller, at Jørn senere samme dag vil blive hentet og tvangsindlagt. 

Efterfølgende vælger Kirsten at tage på arbejde. Her får hun ringet til den nærmeste familie, og informeret dem om at Jørn vil blive tvangsindlagt. Hendes svigerinde Sussie synes ikke, at Kirsten skal være på arbejde, og hun tilbyder derfor at komme og hente hende. Et par timer efter Kirsten har snakket med lægesekretæren ringer hendes telefon. Det er hendes svigerinde Sussie som tager den. Hun giver telefonen videre til Kirsten, og siger det er din læge. Kirsten tager telefonen, og siger hej det er Kirsten, hvor er jeg glad for at i endelig tog ud til Jørn. 

I den anden ende af telefonen har hendes læge en besked, der ændrer Kirstens liv for altid. 

Desværre vi kom for sent. Han har hængt sig. 

Efter den melding i telefonen besvimer Kirsten. 

Selvom det er over 20 år siden, at Jørn begik selvmord, så bliver hun den dag i dag stadigvæk følelsesmæssigt påvirket at snakke om det.

- Det er mærkeligt, at jeg sidder her 20 år efter og græder.

Jeg siger til hende, at det er vel kun menneskeligt.

På hospitalet får Kirsten og resten af familien mulighed for at tage afsked med Jørn, og da hun ser ham, ser hun et fredfyldt ansigt for første gang i lang tid.  

Efter Jørns død har hun flere samtaler med den lokale præst i Skødstrup Erik Søndergård. 

- De samtaler jeg havde med Erik, gav mig en form for fred. Hvis jeg skal reflektere lidt over det, så tænker jeg, hvis ikke jeg passer på mig selv, og der ikke er andre der passer på mig, så er der et eller andet der passer på mig et eller andet sted. Der er altid noget i en prædiken, som jeg kan bruge, og som kan give mig fred i nuet, og der hvor jeg er i livet, forklarer Kirsten Møldrup.

Kirsten og Jørn har været gift i 39 år og været sammen i 42 år. Noget tid efter hans død bliver følelsen af fred afløst af en ny følelse. Konstant har hun en følelse af skyld og skam, og Kirsten føler, at hun har svigtet Jørn.

- Jeg skulle have set det noget før. Jeg burde ikke være flyttet. Jeg skulle have været hos ham hele tiden, så var det aldrig sket, og det dunkede jeg mig selv i hovedet med i næsten syv år. I syv år havde jeg det ad helvede til, fortæller hun med stor ærlighed i stemmen.   

Den første nytårsaften efter Jørns død er hun sammen med den nærmeste familie, som hun og Jørn plejede at holde nytårsaften sammen med.

- Da klokken slår 12 skåler vi og siger tak for det gamle år, nu skal vi have et bragende dejligt 2006, fortæller Kirsten Møldrup

Slutningen af ovenstående sætning får hende til at falde ned i et stort sort hul, og alt virker uoverskueligt, og den eneste udvej hun ser, er at tage sig eget liv og få fred.

Da hun den næste dag kommer hjem, så parkerer hun sin bil et stykke væk fra rækkehuset. Da hun er kommet indenfor døren, så tager hun alt hvad hun har af piller i lejligheden, og putter dem i en skål, og tager flere håndfulde. Efterfølgende finder hendes ekssvigerdatter Charlotte hende, og Kirsten vågner med store smerter, og i dag mener hun, at nogen holdt hånden over hende, da hendes selvmordsforsøg heldigvis mislykkedes. 

I de næste tre uger er hun indlagt på en psykiatrisk afdeling, og da hun bliver udskrevet, har hun det meget bedre. Men da hun får afslag på gældssanering, bliver hun slået omkuld, og igen forsøger hun at tage sit eget liv, men også denne gang mislykkedes det.  

Efter et langt forløb hos en psykoterapeut lykkedes det hende langt om længe at komme af med sin vrede mod Jørn.

- Jeg var så vred over, at jeg skulle kæmpe med det morads han havde efterladt mig i. Samtidig så vidste jeg jo godt, med det gode menneske han var, at det havde han ikke ønsket, siger Kirsten Møldrup. 

Først da hun kommer af med sin vrede imod ham, kan hun tilgive ham.

- I dag tænker jeg på Jørn med ømhed. Når jeg kigger på mine børnebørn, så synes jeg det er synd, han ikke fik mulighed for at opleve det, og til februar skal jeg være oldemor, fortæller hun med både stor stolthed i øjnene.

Undervejs i interviewet afslører hun, at hun på et tidspunkt melder sig ud af folkekirken.

- På et tidspunkt er jeg så vred, at jeg melder mig ud af folkekirken. Min lille nevø på tre år bliver ramt af leverkræft, og dør. Da præsten ved hans bisættelse siger, der er en mening med alting, så tænker jeg, det her er meningsløst. Der er ikke en mening med, at et barn bliver født, og skal tages væk herfra, og jeg var så vred, så jeg melder mig ud. 

Men Kirsten finder ud af, at hun ikke kan undvære kirken, og derfor beslutter hun sig for at melde sig ind igen.

- Der gik et par år, så melder jeg mig ind igen. Jeg havde brug for et tilhørsforhold. Jeg elsker at være i kirke. Der kommer en eller anden fred ind over mig og en varme. Det eneste der irriterer mig, det er at alle sangene, skal synges så højt, og jeg ikke kan synge så højt mere, og det irriterer mig sådan Så er jeg begyndt at få den salmebog med magnaprint, fordi jeg ikke ser så godt mere, siger hun og lyser igen op i et stort smil.

Et langt behandlingsforløb og kirken har været med til at give hende troen på livet tilbage, og efter hendes deltagelse i ”Hotel Romantik”, så tør hun nu tro på, at hun igen vil finde kærligheden, og for første gang i hendes 79-årige liv, så tror hun nu også på sig selv.

- Det har været så livsbekræftende for mig at være med i ”Hotel Romantik”. Igennem årene har folk sagt til mig, at jeg er fantastisk, sød og smuk, og jeg har bare tænkt, hvor er folk søde. Så kommer jeg ned til Schweiz, og så er der 19 andre deltagere, der fortæller mig stort set det samme plus hele crewet. Så nu har jeg valgt at tage det til mig, og nu tænker jeg, at jeg faktisk er en stærk og sej person, fortæller Kirsten Møldrup med fasthed i stemmen.

Hjemvendt fra Schweiz og fyldt med selvtillid har Kirstens liv ændret sig markant. Når hun handler i SuperBrugsen i Skødstrup bliver hun genkendt, og for nylig var hun i sommerhus sammen med to andre deltagere fra ”Hotel Romantik” Lise-Lotte og Anette. Her oplevede hun at folk i hundredvis gerne ville have taget en selfie med hende og de to andre piger fra ”Hotel Romantik”, og samtidig fik hun en masse anerkende og rosende kommentarer fra vildtfremmede mennesker.   

Selvom hun ikke fandt kærligheden i ”Hotel Romantik”, så er hun sikker på, at den er derude et sted. 

- Jeg har jo ikke troet på mig selv. I et forhold skal man respektere, det man har med hjemmefra. Vi har alle sammen noget i vores rygsække. For mig handler det om, at man respekterer hinanden, men også acceptere, der har været et andet liv, og man skal ikke bygge et kærlighedsforhold på det der var, forklarer Kirsten Møldrup og fortsætter:

- Jeg har jo været på Tinder, men jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg fandt ud af, at jeg swipede forkert, og mine børnebørn har grint af mig. Men nu har jeg fundet ud af, at man skal swipe til højre, hvis det er en man synes om, fortæller den snart kommende oldemor.

Trods startproblemerne med Tinder, så har hun valgt at give appen en ny chance.

- Jeg skal prøve Tinder igen, for der er jo ikke ret mange steder, hvor man kan møde nogle i min alder. Jeg siger ikke, vi skal have de samme interesser, men hvor vi kan supplere hinanden. Tale om dybe ting i livet, og så må han godt være glad for musik, som jeg er. Jeg tror han er derude et eller andet sted. Han må findes, tænker jeg, siger hun håbefuldt.

Vi nærmer os så småt slutningen på interviewet, og her fortæller Kirsten, at der er en helt særlig grund til, at hun sagt ja til at stille op til dette interview. Ved at fortælle sin historie, så håber hun, at den kan være med til at give andre håb, som har svært ved at finde en mening med livet. 

- Det der for mig har betydet noget, det er, at der undervejs har været nogle mennesker, som har lyttet til mig, der har hørt hvad jeg sagde, og ikke bare har sagt, jeg skulle komme videre og tage mig sammen. Find en god ven, en du kan snakke åbent med og gå f.eks. til din præst. For mig er en præst en person, der hviler i sig selv, og som kender til livets mange store facetter. Derudover så forsøg at finde håbet, det er bestemt ikke let. Forsøg at finde den der lille røde tråd, som er redningen tilbage til et liv, der er værd at leve, hvor man kan være glad og taknemmelig. Det er der, jeg er i dag, lyder det med stor ro i stemmen fra Kirsten Møldrup.

Interviewet er slut, og da jeg rækker hende hånden for at sige pænt farvel, siger hun, du får altså lige et lille kram. Med den sommerlige duft af liljer tager jeg afsked med en kvinde, der svæver på en lyserød sky, og som i den grad er klar til at blive ramt af Amors pil.